Select Page

• Roskilde •

Bofællesskabet Kæphøj

Familie og Natur

Fælleshuset danner rammen om vores fællesspisning, som er bofællesskabets krumtap – vi spiser i øjeblikket sammen 5 dage om ugen, i sommerferien holder madordningen pause, så der er fællesspisning spontan og meget sjældnere.

Familierne vælger oftest at sidde sammen og på faste pladser, mens ældre kæppe veksler mellem at spise ved bord med de forskellige familier.

I vores store have har vi shelter, en stor pizzaovn og et bålkomfur, så outdoor – aktiviteter er let tilgængelige.
Vores høns sørger for at spise de få rester vi har fra fællesspisningen.

Bæredygtighed

Vores varer får vi fra økologiske grossister eller direkte fra haven, som for en dels vedkommende dyrkes som permakultur.

Vi spiser hovedsageligt grønt, men sjældent vegansk. Vores fiskeleverandør er fantastisk, så vi får rigtig god kvalitet fisk ret ofte. Kød er efterhånden begrænset til lyst kød en eller to gange om ugen.

På de 4 madhold har hver person 4 tjanser (mad eller opvask) i løbet af madugen. Tre fra madholdet mødes kl. 16:00 til madlavning, vi spiser kl.18:00 – og de to
opvaskere er færdige omkring 19:30. Madugen planlægges ved et møde i weekenden forud for madugen og ugen afsluttes med rengøring i fælleshuset.

Vi er fælles om to industrivaskemaskiner og en tørretumbler. På en liste booker man en vasketid på 1½ time – tørretiden forskudt 1 time. Ud over et lille beløb til sæbe, er det gratis at benytte vaskeriet.

Gensidig opmærksomhed

Kæphøj fungerer som en landsby, hvor vi opmærksomme på hinanden – de ældre
børn følger de nye skolebørn på vej, når de har første skoledag og vi træder til med hjælp, når livet kradser.

Fællesmødet er vores øverste besluttende myndighed og vi har fællesmøde ca. hver 5. uge. Det årligt ordinære fællesmøde fungerer som generalforsamling i overensstemmelse med vedtægterne og andelsboligloven.

Bestyrelsen er ansvarlig for at fællesmødets beslutninger føres ud i livet og den planlægger fællesmøderne. Kæppene varetager hovedparten af de faste opgaver som medlemmer af en række arbejdsgrupper (indkøb, netværk, vedligeholdelse, udendørs, madregnskab, varmeregnskab, køkkenrenovering m.fl.).

Arbejdsdage har vi typisk 4-6 gange pr. år eller efter behov – oftest er aktiviteterne havearbejde, oprydning, maling, dekorering og anden vedligeholdelse.

Årlig skovtur i maj, Kæphøj fødselsdag første lørdag i november, ’Kalender-åbent’ i December, hvor vi hver dag besøger en ny bolig – og så Fastelavn, hvor vi inviterer Naboer til boller og tøndeslagning.

Venteliste

I kæphøj har vi ikke nogen venteliste, fordi vi ikke tager nye Kæppe ind i kronologisk rækkefølge. Vi laver altid opslag og skriver ud til vores interesseliste,= når vi har en ledig bolig. Interesserede indbydes til åbent hus og herefter mulighed for at lære os mere at kende – og omvendt.

Udvælgelsen af nye kæppe bliver på denne måde grundig og gensidig. Hvis du/I ønsker at blive optaget på interesselisten, er det væsentligt at angive kontaktoplysninger inkl. mailadresse, antal personer, alder og den boligstørrelse du/I er interesseret i. Oplysninger om interesser, bofællesskabserfaring evt. afstand til arbejdsplads er også velkomne.